Hvordan får jeg flere besøgende på min blog?

trafiktilblog

Du har fået sat din blog op, skrevet et enkelt indlæg eller to og stirrer nedtrykt på besøgstallene… De er i bund, eller måske ikke så høje som du havde håbet.

Jeg kender det godt selv, men husk på at alle blogs er startet fra 0 besøgende. Der er kun en vej, og det er op. Men hvordan får man flere besøgende til sin blog?

Svaret er ikke præcis det du ønsker, det inkluderer nemlig hårdt arbejde og vedholdenhed. Der findes ingen silverbullet.

Populært set opbygges trafik til blogs med tre grundsten som du ikke kan klare dig uden.

  1. Indhold
  2. Nyhedsbreve
  3. Sociale medier

Selvfølgelig er det ikke altid tilfældet at alle kanaler kan bruges på samme måde på tværs af brancher. Der er eksempelvis vidt forskellige forudsætninger for min personlige blog og min blog om pejse, men mere om det senere.

 

Relevant indhold

Det hele starter et sted, og det er faktisk ikke så svært.

Du sætter dig ned foran computeren, åbner word, og begynder at skrive.

Det virker måske ret simpelt, men det handler om at udvikle indhold. Uden indhold på din side, får du ingen trafik. Måske undskylder du dig med, at du allerede har indhold på din side. Men har du nok? Kunne du lave mere? og vigtigst af alt, er det relevant for dine læsere?

Indholdet står altså øverst på listen når det kommer til at skabe trafik. Hvis der ikke er noget at læse, hvorfor skulle man så besøge bloggen?.

Mere indhold = flere besøgende, så nemt kan det siges. For hver artikel jeg udgiver, får jeg i gennemsnit 1.000 besøgende om året. Tror du jeg stopper med at skrive bare fordi jeg har lidt indhold der skaber trafik? Nej selvfølgelig ikke, jeg vil have endnu mere.

Men mængden af indhold er i sig selv ikke den eneste faktor. Den klassiske “kvalitet vs. kvantitet” floskel gør sig også gældende her.

Du kan for 75 kroner hyre en tekstforfatter til at skrive en artikel til din blog, men er teksten ikke velformuleret og fyldt med relevant information, er der ingen der vil læse den… og hvad er så pointen i at udgive den?.

Dit indhold skal altså skabe værdi for læseren. Løser det et konkret problem eller fjerner det en bekymring kunden har i relation til dine produkter?. Hvis ja er der et grundlag for at dit indhold fortjener at blive læst, og dermed skaber trafik.

Optimer indholdet til Google

Så snart du forstår at skabe relevant indhold overfor dine potentielle kunder eller læsere kommer næste problem. Ingen finder det på Google, og det er der en meget naturlig forklaring på.

Har du ikke optimeret dit indhold til søgemaskinen, er sandsynligheden for at blive fundet ret lav. Derfor er det vigtigt at du bruger traditionelle best practices for onpage SEO. Du kan lære mere om søgemaskineoptimering lige her:

Takeaway: Mængden af godt indhold er en af grundstenene når det kommer til at skabe trafik til din blog. Udgiver du nok indhold, er det søgemaskineoptimeret og er det interessant for modtageren? 

 

Pengene er i listen

Da jeg så trafikken strømme ind på min hjemmeside blev jeg glad. Det var en fantastisk følelse der blev efterfulgt af skuffelse.

Jeg havde skrevet en artikel der var relevant for mit publikum, den blev delt og læst af mange. Men jeg dummede mig… Jeg havde nemlig glemt mit nyhedsbrev.

Med artiklen havde jeg fået opmærksomhed, men jeg glemte at få læserne til at tilmelde sig mit nyhedsbrev. Jeg gik altså glip af en mulighed for at promovere fremtidigt indhold overfor en relevant målgruppe. Forståeligt nok var jeg ret utilfreds med mig selv, jeg havde gjort alt rigtigt lige indtil slutningen. Satans.

Succesfulde bloggere ved det.

Webshop ejere ved det…

Pengene er i listen – og det samme gælder for din blog.

Vil du have mere trafik? så skal du fastholde de læsere du har. Over tid vil din liste vokse, og det samme vil mængden af læsere.

På min personlige blog står nyhedsbrevet for 5% af trafikken. Det er ikke så meget, men det tal stiger i takt med at jeg får flere tilmeldinger. For en person som Neil Patel udgør email ca. 14% af trafikken, og læserne fra nyhedsbrevet indeholder samtidig nogen af de mest engagerede læsere.

Havde jeg ikke haft et nyhedsbrev, ville min trafik være 5% lavere – men trafikken er ikke den eneste årsag til at du skal gå igang med at bygge din liste.

Har du hørt om John Chow? Det er en iværksætter der fik hammeren af Google for nogle år siden. Han positionerede sig som en “evil blogger” og forsøgte at manipulere Google ved at bygge massive mængder af links. Resultatet blev en manuel spam penalty fra Google, hvorefter han ikke var at finde på søgningen “John Chow”.

Ouch…

Mens andre bloggere allerede havde afskrevet ham, var hans trafik stadig fornuftig til trods for et amputeret ben i form af den organiske trafik. Han havde nemlig sørget for at bygge en stor emailliste.

På samme måde kan du bygge et aktiv der ikke forsvinder, og netop derfor er nyhedsbrevet vigtigt.

Er du solgt? Vil du igang? Så har jeg samlet 4 fantastiske resurser forneden.

Takeaway: Sats ikke udelukkende på organisk trafik – fasthold dine mest engagerede læsere ved at få deres email. Listen forsvinder ikke og er altid til rådighed. 

 

Spred dit indhold med sociale medier

Build it, and they will come… eller vil de?.

Når du har trykket på ’udgiv’ er der ingen garanti for at indholdet bliver læst. Når jeg producerer indhold fordeles min tid typisk således:

  • 1/3 på tekstforfatning
  • 1/3 på redigering
  • 1/3 på distribution – og her er social perfekt for mange industrier.

Foruden nyhedsbrevet, er sociale medier en god kanal til at sprede dit net. Har du et stærkt netværk på eksempelvis twitter eller Google+, vil dine forbindelser, såfremt indholdet er solidt, dele det til deres netværk. På den måde kommer dit indhold i kontakt med læsere du ikke selv har forbindelse til, og det i sig selv spreder din rækkevidde med indholdet.

Samtidig er det endnu en kanal der kan sikre stabil trafik, hvorved du bliver mindre afhængig af Google. Og nu hvor jeg har nævnt Google, så kan sociale delinger bidrage til bedre rankings i søgemaskinen – så der er egentlig ikke nogen grund til ikke at dele dit indhold.

32% af trafikken på denne blog kommer via sociale medier, og havde jeg ikke aktivt arbejdet med mit indhold på sociale medier, havde jeg haft markant mindre trafik.

Fremfor at gengive de strategier du kan anvende til at få mere trafik på sociale medier, vil jeg hellere anbefale et par gode resurser til dig:

Takeaway: At udgive indhold er ikke i sig selv nok. Ved at udnytte dit netværk på sociale medier kan du sprede din rækkevidde med indholdet, og derved komme i kontakt med nye læsere. 

 

Et stærkt fundament

Skal du ud og gå en tur, så find en kvist på vejen. Du kan nemt knække den ene, men samler du 3-4 fire op i et bundt og forsøger det samme, bliver det svært. De støtter hinanden.

På samme måde udgør dit indhold, nyhedsbrev og sociale kanaler et stærkt fundament. Næsten uanset hvilken industri du opererer i, er du nødt til at identificere flere trafikkilder der skaber et stabilt og stærkt grundlag. På den måde kan din blog leve i mange år og fortsætte sin vækst.

Samtidig skaber de tre elementer en synergieffekt. Måske vil personerne på nyhedsbrevet hjælpe dig med at etablere flere forbindelser på sociale medier. Det kan lede til flere delinger på sociale medier hvilket vil skabe flere læsere og nyhedsbrevsmodtagere.

På lang sigt vil det øge din rækkevidde, men det kræver at du forbinder elementerne og spreder værdi i alle led.

 

One-Size doesn’t fit all.

Jeg ved godt at det er lidt paradoksalt, men min personlige blog operer under nogle helt andre forudsætninger end min blog om pejse.

På min blog om pejse kan jeg nemt bygge en stabil mængde organisk trafik via relevant indhold, det kan jeg ikke på samme måde på min personlige blog. Forklaringen er ret simpel: der er bare ikke mange søgninger indenfor ’Content Marketing’. Samtidig er relaterede emner såsom søgemaskineoptimering mættet.

Til gengæld bliver indholdet på denne blog delt ganske fornuftigt på sociale medier, og det er mere end jeg kan sige om min blog om biopejse. Jeg mener, hvem vil lige dele en artikel om hvor sikre biopejse er? Ret få.

Derfor er der ikke et universelt svar til at skabe mere trafik, det handler om forudsætningerne for det marked du operer i. Men summen af besøgende vil altid være et resultat af indholdet på din blog, og derfra din evne til at sprede indholdet via nyhedsbreve og sociale medier.

Der findes ingen overnight success, der findes kun et langt sejt træk.

Vil du have hjælp til at udvikle indhold der skaber trafik?
Så tag et kig på mit program Content Coach hvor jeg hjælper dig med at skabe mærkbare resultater.

 

Kunne du lide hvad du læste? Så del det :)

Få de seneste nyheder


* = Obligatorisk felt

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *